- Denne begivenhed er allerede afholdt.
“Jeppe på bjerget” Billetbestillingsfrist: 03 august

Se eller gense Christian Lollikes grotesk grænsesøgende version af Holbergs komedie-klassiker, der vandt Reumert-prisen for Årets Forestilling 2025
Der var ingen ende på superlativerne, da Christian Lollikes krasse udgave af Holbergs kanonklassiker detonerede i hovedet på anmelderne. Og Reumert-juryen kvitterede med at kalde den en ”genial Holberg-opdatering” og kårede den som Årets Forestilling i 2025.
Når Ludvig Holberg i sin 300 år gamle komedie spørger: Hvorfor drikker Jeppe? Så lyder svaret i Lollikes radikale version: Fordi han har været i krig og kommer hjem med PTSD. Her er Jeppe ikke bare en uduelig bonde og doven slyngel, men en martret mand i krig med sig selv, og snapsen er hans våben mod de spøgelser og zombier, der hjemsøger ham.
Men når baronen og hans lakajer fra den kreative overklasse drikker Jeppe til blackout og lader ham vågne op i baronens seng, udsætter de ikke kun en ynkværdig drukkenbolt for en uskyldig narrestreg. Baronen gør ham til stjerne i sit privilegieblinde kunstprojekt, der snarere har karakter af et overgrebslignende realityshow.
I rollen som Jeppe præsenterer vi fænomenale Thure Lindhardt, kendt fra en lang række film og tv-serier i både ind- og udland. Han får heftigt og komisk modspil af Nille og baronen, som spilles af henholdsvis Nanna Bøttcher og Jacob Madsen Kvols – i spidsen for et fornemt hold af skuespillere. I tilgift får du dansere fra Holstebro Dansekompagni, en sabelsluger, en operasanger og Aarhus Teaters Kor. Scenografien er skabt af den Reumert-vindende duo David Gehrt og Ida Grarup.
Glæd dig til en Jeppe på bjerget med magtkritisk og satirisk bid. Skåret af dramatiker og instruktør Christian Lollike, som i 2024 fik Reumerts Hæderspris for sit arbejde med dansk scenekunst, og som tidligere har iscenesat Reumert-vinderne Erasmus Montanus og Skolekomedien på Aarhus Teater.
Aarhus Teaters Jeppe på bjerget er skabt i samarbejde med Holstebro Teaters Dansekompagni.
